Durif

Durif stammer fra Sydfrankrig, hvor den i dag kun dyrkes på ganske få parceller. Navnet kommer fra forskeren og amatør-botanikeren Dr. François Durif ved Montpellier Universitet, som omkring 1880 "opfandt" druen ved at krydse den gamle sort Peloursin Noir med flere andre druesorter, deriblandt Syrah. Druen blev hurtigt udbredt i Sydfrankrig som erstatning for den ægte Syrah, da den havde flere af dens egenskaber, men gav lettere vine og var mere modstandsdygtig over for sygdomme. Den blev tidligt kaldt "Petite Syrah" (senere "Petite Sirah") pga. de mindre druer. Fra 1997 til 2003 påviste Dr. Carole Meredith ved UC Davis gennem DNA-analyser, at Durif og Petite Sirah er identiske og begge har Syrah og Peloursin som forældre - dog fandt hun samtidig, at californiske "Petite Sirah"-marker ofte indeholdt op til 12 forskellige druesorter, hvoraf kun Durif er den egentlige, dominerende sort.

Druen trives i varme og tørre klimaer som Californien og Australien, men har bedst balance ved kølige nætter eller højtliggende marker. Det tykke skind giver stor farve og tannin. Ved for højt udbytte kan vinen blive ubalanceret, mens lavt udbytte giver koncentration og lagringspotentiale.

Durifs knopskydning foregår sent, og vinstokken giver et godt udbytte, kan blive gammel og trives i mange jordtyper. Den er en frodig plante, der normalt skal beskæres kort, og selvom den er modstandsdygtig over for meldug, kan de tætpakkede klaser opleve skimmelangreb - druen trives derfor bedst i områder med blæst eller kølige nætter, som holder fugten væk. Ved vedvarende høje temperaturer kan druerne blive slappe og tørre ud.