Silvaner

Silvaners oprindelse blev historisk forbundet med Transsylvanien i Rumænien pga. navnet, men nyere DNA-analyser har vist, at druen er en krydsning mellem Traminer og den østrigske Österreichisch Weiß, sandsynligvis opstået i Østrig, hvor der i dag findes meget lidt af den tilbage. Silvaner dukker op i Tyskland i midten af 1600-tallet (første plantning i Franken i 1659) og senere i Alsace og flere lande i Centraleuropa. I det 20. århundredes første halvdel var den Tysklands mest plantede drue, med enorme arealer i Rheinhessen, Pfalz og Franken, men blev i efterkrigstiden gradvist erstattet af den mere udbytterige Müller-Thurgau og den mere prestigefyldte Riesling. I dag udgør den kun ca. 5% af Tysklands vinareal, men i Franken fastholder den sin position som regionens identitetsbærende drue.

Silvaners knopskydning foregår som regel tidligt (nogle dage før Riesling), hvilket gør den udsat for forårsfrost. Den er ellers en frodig plante med regelmæssigt udbytte, følsom over for klorose, meldug, oidium og gråskimmel, og modner tidligt.

Den trives i køligt til tempereret klima og foretrækker dybe, frugtbare jorde - i Frankens karakteristiske Muschelkalk (fossilt kalksten) finder den sin ideelle jordbund, som forstærker de i øvrigt diskrete aromaer med en granulær, næsten mandelagtig mineralitet, der modvirker den moderate naturlige syre. Det er netop denne kombination, der adskiller ambitiøse Große Gewächs-udgaver fra de mere hverdagsprægede vine uden for Franken. Den mangler Rieslings evne til at bevare syre i varme årgange, hvilket begrænser dens potentiale i varmere regioner.